FIFA og IFAB indfører enstemmigt videodommere (VAR)

Posted by: BertelRasmussenAdvokater on marts 6, 2018


IFAB og FIFA indfører VAR

 

 

IFAB (International Football Association Board), også kendt som fodboldens lovgivende organ, har netop enstemmigt indført VAR (Video Assistant Referee) på dets 132. årlige generalforsamling i Zürich. IFAB kalder beslutningen for begyndelsen på en nye æra, der skal bibringe fodbolden mere fairness og integritet.

 

 

Indførelsen af VAR sker efter en længere testperiode, der startede i 2016. Sidenhen har VAR undergået skiftevis forberedende og eksperimentelle faser i henholdsvis 2016 og 2017, og i december 2017 afsluttede man den 2. eksperimentelle fase. I november 2017 og marts 2018 evaluerede IFAB de involverede parter og forskningsenheder, der havde beskæftiget sig med systemet. Herefter blev der præsenteret forslag til, hvordan reglerne endeligt kunne implementeres i FIFA’s love.

 

Principperne bag VAR

 

IFAB bruger selv betegnelsen ”minimum interference – maximum benefit” om systemet.

 

De skriver i en pressemeddelelse at det stadig er dommeren og ikke VAR’en, der er kampens ”key match official”, og som altid har det sidste ord. VAR ændrer altså ikke ved dommerens autoritet.

 

Hvis det sker, at dommeren undervejs i kampen har truffet en forkert kendelse, kan den kun ændres, hvis VAR-systemet kan påvise en åbenbar fejl. Man skal ifølge IFAB stille sig selv spørgsmålet: ”var dommerens kendelse åbenbart forkert? ”.  

 

Der er som udgangspunkt to beslutningstagere i relation til VAR. Enten træffer dommeren selv kendelse efter gennemsyn af TV-billederne på banen ved et såkaldt ”on field review” (OFR), eller også træffes der afgørelse direkte ved hjælp af VAR, hvor dommeren orienteres undervejs i kampen (VAR). Beslutninger, der træffes efter et ”on field review” kan eksempelvis være kendelser vedrørende hånd på bolden, mens VAR beslutninger typisk angår off-side kendelser og lignende.

Det er altså værd at bemærke, at hverken trænere eller spillere kan forlange, at en kendelse bliver set igennem på video.

 

Hvilke kendelser er omfattet af VAR?

 

Det er ikke målet, at VAR skal blande sig i alle dommerens kendelser. Kun kendelser vedrørende 4 typesituationer, hvor der er sket ”åbenbare fejl” eller ”væsentlige oversete hændelser”, kan retfærdiggøre brugen af VAR.

 

VAR kan derfor kun bruges ved tvivl om følgende:

  1. Mål/ ikke mål
  2. Straffespark/ ikke straffespark
  3. Direkte røde kort (og altså ikke situationer, hvor et nr. 2 gult kort kan give rødt)
  4. Fejlagtig identifikation. Forstås således, at VAR kan ændre, at dommeren f.eks. fejlagtigt har givet rødt kort til den forkerte spiller.

 

Sportsretsadvokat Adam Ringsby-Brandt udtaler om reglerne:

 

”Jeg synes det er positivt når IFAB understreger, at VAR skal blande sig mindst muligt i kampen, og på den måde tage højde for flowet i spillet. Tidsforbruget ved VAR er i mine øjne systemets klare akilleshæl. Og selvom IFAB har lavet en grundig research forud for implementeringen af reglerne vil jeg dog stadig mene, at det er for tidligt at sige noget om, hvor positiv effekt reglerne har. Der ligger i hvert fald et kæmpe arbejde i at uddanne dommerne i systemet, hvis det skal blive en succes.

 

Han fortsætter:

 

Jeg tror vi har behov for at se VAR blive brugt på fodboldens topniveau i et stykke tid, inden der for alvor kan skabes tillid til systemet. Det har haft startproblemer i England, hvilket man tydeligt kunne se i Tottenham – Rochdale kampen. Vi kan se La Liga har netop indført VAR fra næste sæson, og vi kan nok forvente, at det kommer til at trække overskrifter til VM i Rusland, både på godt og ondt.”


 


 

 

FAKTA

 Sådan har VAR klaret det indtil nu

 

Det belgiske universitet KU Leuven har i samarbejde med 2 øvrige universiteter gennemgået de rå data, der er tilgængelige efter den 2 år lange testperiode med start i marts 2016. VAR er benyttet i en lang række turneringer og venskabskampe og KU Leuven fremhæver følgende nøgletal:

 

  • VAR har været benyttet i over 20 turneringer set over hele verden.
  • VAR har været benyttet i 972 turneringskampe, og yderligere ca. 700 venskabskampe.
  • Der sker i gennemsnit lidt under 5 VAR ”checks” pr. Kamp.
  • Hvert check har varet ca. 20 sekunder.
  • De fleste ”checks” er sket samtidig med de almindelige stop i spillet, målfejringer eller lignende situationer, således at de ikke har haft indflydelse på spillets flow.
  • Den umiddelbare sikkerhed for, at der truffet den rigtige kendelse før brug af VAR er 93 %
  • Dvs. ved dommerens umiddelbare vurdering
  • Efter brug af VAR er denne sikkerhed steget til 98,8 %. Altså en stigning på 5,8%.
  • 69 % af de omfattede kampe havde ikke et eneste ”review”.
  • KU Leuven vurderer, at der hver 3. kamp sker 1 kampafgørende fejl. (”Clear and obvious error”).
  • OFR (On-field review) hvor dommeren selv ser situationen igennem, skete med en median-tid på 35 sekunder.
  • ”VAR only”, hvor dommeren ikke selv gennemser situationen, skete med en median-tid på 68 sekunder.
  • Den gennemsnitligt tid, som VAR ”fratager” en fodboldkamp er 55 sekunder.
  • Til sammenligning tager frispark i gennemsnit ca. 8 minutter, indkast ca. 7 minutter, målspark ca. 6 minutter.


Kommentarer

Efterlad et svar



(Din email vil ikke blive vist for offentligheden.)


Captcha kode

Klik på billedet for at se en anden CAPTCHA.


Programmering:Shopbiz